Hvad er akupunktur?

Akupunktur er en årtusindgammel behandlingsform fra Kina. Akupunktur virker ved at sætte tynde nåle i kroppens akupunktur-punkter, og dermed påvirke kroppens energibaner, også kaldet meridianer. Formålet er at genetablere eller opretholde kroppens Yin-Yang-balance.

Akupunkturens positive egenskaber:

  • Har en stærkt smertestillende effekt
  • Kan hjælpe dig med at mindske dit forbrug af medicin/stoppe med medicin
  • Er med til at styrke kroppens naturlige immunforsvar
  • Helt uden bivirkninger

Hvad er øreakupunktur?

Øreakupunktur er en variation af traditionel akupunktur. Med metoden bruges øret som et lokalt kort over kroppens organer til at diagnosticere og behandle. Øret opfattes som et mikrosystem, der afspejler hele kroppen. Når en sygdom eller ubalance opstår i kroppen, vil der komme ømme punkter i øret svarende til sygdommens eller smertens placering. Man behandler med øreakupunktur ved at bruge små kugler fremstillet af kinesiske urter eller magnetiske perler, der sættes på ørets akupunkterpunkter. Ofte kan det være fordelagtigt at kombinere den klassiske kropsakupunktur og øreakupunktur. Hvorvidt denne form for behandling anvendes beror naturligvis på den enkelte situation, og på hvordan vi har bedømt patientens tilstand.

Hvad er sugekopterapi?

Sugekopterapi er en traditionel kinesisk behandlingsmetode. Ved sugekopterapi får patienten sat kopper af glas eller bambus med opvarmet luft på kroppen. Den varme luft skaber et undertryk, så koppen suges fast til kroppen. Sugekopperne kan også sættes over en akupunkturnål for at styrke nålens virkning på det udvalgte punkt. Kopperne skal sidde i 10-15 minutter. Ved sugekopterapi øges blodstrømningen og behandlingen kan dermed opløse lokale blokeringer og lindre smerter. Sugekopterapi giver stort velvære og fornyet energi samtidig med, at den stimulerer kroppens egen helbredende evne. Metoden er fx god til muskelspændinger, smertende led, astma, lammelser m.m. Sugekopperne efterlader nogle røde mærker, men disse forsvinder inden for få dage.

Hvad er Gua sha?

Gua sha, eller hudskrab, er en teknik som anvendes ved eksempelvis hedeslag, feber, hovedpine og smertende led. Et stykke kohorn skrabes hen over patientens hud med regelmæssige bevægelser, indtil der kommer klare røde striber på huden. Det kan se voldsomt ud, men er bestemt ikke farligt. Teknikken bruges til at fjerne overskydende “varme” eller energi fra kroppen.

Teorien bag akupunktur og traditionel kinesisk medicin (TKM)

Kinesisk medicin er kendetegnet ved ønsket om at behandle sygdommens årsag i stedet for symptomerne. Den tager udgangspunkt i den taoistiske lære, der lægger vægt på Yin og Yang, de to universelle kræfter, hvis balance er essentiel for kroppens helbred. Desuden bygger principperne på empiriske observationer gennem tusinder af år. Mange af begreberne er taget fra naturen eller fra taoismen, og de skal derfor forstås symbolsk.

En af forudsætningerne for kinesisk medicin er, at alle livsformer gennemstrømmes af Qi(氣), en livskraft eller energi. Der findes flere forskellige former for energi: ”varm Qi”, ”kold Qi”, ”yin Qi”, ”yang Qi”, ”tør Qi”, ”våd Qi” samt mange andre. Som nævnt tidligere, er det vigtigt at der er en vis balance mellem disse energier i kroppen, men også mellem kroppen og de ydre omgivelser, fx temperatur og fugtighed.

Den indbyrdes funktionelle sammenhæng mellem kroppens organer spiller også en meget central rolle i den kinesiske medicins tilgang til diagnose og behandling. Man siger, at organerne er præget af de fem elementer: ”Metal”, ”Træ”, ”Vand”, ”Ild”, og ”Jord”. Disse elementer og deres vekselvirkning har, ligesom Yin og Yang, en indflydelse på kroppen. Hvert element har en fremmende og hæmmende indflydelse på et andet element. Tilsvarende kan man påvirke tilstanden af et organ ved at styrke et andet, og dermed korrigere for eventuelle ubalancer i kroppen.

Qi flyder gennem kroppen via energibaner, de såkaldte Meridianer. Meridianerne forbinder kroppens organer, og med akupunktur stimuleres punkter langs disse energibaner for at regulere organerne energiniveauer. Hvor vestens medicin søger efter fysiske årsager til sygdomme, fx bakterier, virus og andre håndgribelige faktorer, betragter den kinesiske medicin i højere grad disse ”årsager” som symptomer på sygdommen, fordi et bestemt organ i forvejen er svækket, og derfor mere udsat. Ved at udrydde eksempelvis bakterien, fjerner man umiddelbart symptomerne, men man gør ikke noget for at styrke organernes energiniveau, og det er kun et spørgsmål om tid, før kroppen atter angribes. Idéen bag akupunktur og kinesisk medicin er altså at bringe kroppen i balance, og dermed få bugt med sygdomssymptomerne og samtidig forebygge, at de kommer igen.

Info vedr. COVID-19: Vi holder åbent og følger myndighedernes anvisninger.

OK!
X